Aflæs din vandmåler en gang om måneden. Så kan du både holde øje med forbruget og opdage i tide, hvis noget er galt. Tjek med jævne mellemrum, at dine vandinstallationer ikke er utætte. Det gør du meget nemt ved at lukke alle vandhaner/tappesteder og så tjekke, at de små røde målere på vandmåleren ikke løber rundt. Løber de rundt, er der en utæthed et sted.
Hver dansker bruger i gennemsnit 128 liter vand om dagen. Det svarer til ca. 48 m³ om året. Kun en meget lille del er vand, vi drikker. Resten af forbruget fordeler sig sådan
- 36 % til bad og håndvask
- 37 % til tøjvask, opvask, rengøring, madlavning
- 27 % til toiletskyl.
Gode råd
- Erstat rindende vand med vand i krus, balje eller spand, fx når du vasker bil eller skræller kartofler.
- Luk for vandet, når du ikke bruger det, fx mens du børster tænder eller sæber dig ind. Der løber op til 20 liter vand ud af hanen i minuttet.
- Opbevar koldt drikkevand i køleskab, så slipper du for at skulle lade vandet løbe længe, før det er koldt.
- Stop dryppende vandhaner. Det kan fx være en utæt pakning, som let kan skiftes.
- Udskift blandingsbatteriet i bruseren til et med termostat, det sparer på det varme vand.
- Skift toilettet til et med lille og stort skyl, eller monter en spareindsats.
- Udskift toilettet, hvis det løber. Selv en meget lille utæthed kan koste mange tusinde kroner om året.
- Sæt en perlator på vandhanen og blandingsbatteriet. En perlator blander vandet i hanen op med luft. På den måde føles strålen i hanen større, end den rent faktisk er, og det betyder, at der bruges mindre vand, når du fx skyller af. Du kan spare op til 25 % af vandforbruget.
- Køb vaske- og opvaskemaskiner med lille vandforbrug, og husk at fylde vaske- og opvaskemaskinen helt op.
- Tag brusebad i stedet for karbad, og få monteret en spareindsats i bruseren. En sparebruser bruger 6-10 liter vand i minuttet, mens en almindelig bruser bruger 10-20 liter.
- Pas på utætte eller gennemtærede vandrør og få dem repareret med det samme. Ud over en dyr vandregning risikerer du også fugtskader.
- Vand blomsterne i haven med vandkande frem for haveslange. Brug opsamlet regnvand.