Ved at fyre på den rigtige måde, udnytter du dit brændsel bedst og undgår at forurene dine omgivelser mest muligt.
- Brug rent og tørt træ. Vådt træ giver røg og en dårlig forbrænding.
- Kom aldrig affald i brændeovnen – fx reklamer, magasiner, mælkekartoner, pap eller træ, som er malet eller behandlet.
- Sørg for rigelig luft, og brug kvas eller pindebrænde når du tænder op, så ilden får godt fat. Brug så lidt avispapir som muligt (pga. tryksværten). Fyld ikke for meget træ i ovnen ad gangen.
- Temperaturen i ovnen skal være høj for at få en ren forbrænding. Skru først ned for lufttilførslen, når flammerne bliver blålige. Og først når der kun er glødende trækul tilbage, kan du lukke helt for luften.
- Når brændeovnen ikke er i brug, skal du huske at lukke for lufttilførslen. Ellers suser varmen fra stuen lige ud gennem skorstenen. Det kan nemt koste 200-400 m³ gas om året.