Betingelserne bag en serviceaftale

Gældende fra 1. december 2011

1 ANVENDELSESOMRÅDE

Disse servicebetingelser gælder for naturgasinstallationer med en gaskedel eller gasblæseluftbrænder med en maksimal effekt på 60 kW. Parterne i denne aftale er HMN Naturgas I/S(HMN) CVR nr. 32 50 58 21 og forbrugeren. For gasblæseluftbrændere skal anlægget være opbygget som enheder med kedel, varmtvandsbeholder og tilhørende standardkomponenter i samme kabinet eller placeret i samme rum.

2 SERVICEINTERVAL OG AFTALEPERIODE

  • 1-årig serviceaftale: Aftaleperiode på ét år og hovedeftersyn hvert år.
  • 2-årig serviceaftale: Aftaleperiode på to år og hovedeftersyn hvert andet år.
  • 3-årig serviceaftale: Aftaleperiode på tre år og hovedeftersyn hvert tredje år.

Forlængelse, se pkt. 17.

3 HOVEDEFTERSYN

Et hovedeftersyn omfatter kontrol, justering og rensning af gaskedlens komponenter (se pkt. 4). Eftersynet kan også omfatte udskiftning af slidte/ defekte komponenter for at forebygge driftsstop eller driftsforstyrrelser. Selve komponenterne og reservedelene er ikke dækket af aftalen (se pkt. 6). Hovedeftersynet udføres inden for normal arbejdstid og inden for de første to måneder efter, at aftalen er trådt i kraft. Normal arbejdstid er mandag til torsdag fra kl. 07.30 til 16.00 og fredag fra kl. 07.30 til 14.00.

Hovedeftersynet omfatter følgende:

  • generel vurdering af gasinstallationen og gaskedlens tilstand
  • eftersyn ifølge gaskedlens vedligeholdelsesvejledning
  • afprøvning af gasinstallationens tæthed
  • afprøvning af gaskedlens sikkerheds- og driftsfunktioner
  • forbrændingsanalyse og evt. indregulering af brænder
  • inspektion og afprøvning af frisklufttilførsel
  • inspektion, afprøvning og rensning af aftræk
  • kontrol af trykekspansionsbeholder
  • rensning og justering af kedel/brænder
  • rensning af snavssamler, hvis afspærringsventiler er monteret
  • udbedring af fejl på komponenter, der er omfattet af aftalen, se pkt. 4
  • udarbejdelse af besøgskort/servicerapport.

4 SERVICEAFTALEN

En serviceaftale er en aftale om, at gaskedlen bliver efterset med faste intervaller. Serviceintervallerne beror dels på lovkrav udmøntet i Gasreglement A, dels på kedelleverandørernes anbefalinger, og dels på HMN’s egne erfaringer.

Aftaleperioden for en serviceaftale er et eller flere år, afhængig af den valgte aftaletype.

Serviceaftalen dækker:

  • Et hovedeftersyn, se pkt. 3, hvori der indgår følgende dele: Alle komponenter og rør inden for gaskedlens kabinet (dog ikke varmtvandsbeholder/ brugsvandsvarmeveksler, se pkt. 6).

Hvis følgende komponenter er placeret uden for kedlens kabinet, er de ligeledes omfattet af eftersynet:

  • trevejsventil inkl. unioner og snavssamler
  • sikkerhedsventil og standardpumpe til varmeanlægget
  • aftrækssikring
  • driftstermostat
  • trykekspansionsbeholder
  • varmtvandsbeholderens termostat
  • klimastyring og automatik (som standardkomponent)
  • komponenter, der normalt er placeret inden for kabinettet, men er flyttet udenfor og er placeret i opstillingsrummet
  • arbejdsløn og kørsel i forbindelse med udførelse af et hovedeftersyn
  • arbejdsløn og kørsel i forbindelse med tilkald, når årsagen til driftsstop eller driftsforstyrrelse er dækket af serviceaftalen (se pkt. 6, hvilke situationer aftalen ikke dækker)
  • arbejdsløn ved udskiftning af defekte reservedele og justering/rensning af komponenter, der er omfattet af serviceaftalen.

5 FORBEHOLD

  • HMN forbeholder sig retten til at afvise tilmeldinger på visse gaskedler eller stille krav om tillægspris, hvis servicefirmaet ved første besøg konstaterer, at anlæggets tilstand er dårlig, eller opbygningen af anlægget er så kompliceret, at det giver øget tidsforbrug ved servicearbejdet.
  • HMN kan kræve, at en serviceaftale ændres til en anden aftaletype, hvis det konstateres, at gaskedlen ikke kan serviceres tilfredsstillende og/eller sikkerhedsmæssigt forsvarligt under den indgåede aftale.
  • Servicefirmaet skal kunne udskifte komponenter uden at ændre eller ombygge den eksisterende installation og uden at anvende ekstra montør til opgaven.
  • HMN er ikke ansvarlig for at fremskaffe og levere reservedele, komponenter, automatik og andet udstyr, men vil i videst muligt omfang forsøge at anvise løsningsmuligheder.
  • Der kan ikke monteres reservedele og komponenter, som ikke er leveret eller bestilt af servicefirmaet.
  • HMN kan forlange, at mangler ved gasinstallationen, varmeanlægget eller varmtvandsbeholderen afhjælpes, når disse er årsag til ustabil drift.
  • HMN kan forlange, at der monteres afspærringsventiler, hvor særligt tidskrævende aftapnings-/udluftningsforhold gør sig gældende.

6 SERVICEAFTALEN DÆKKER IKKE

Følgende ydelser og situationer er ikke dækket af serviceaftalen og skal betales særskilt:

  • forbrug af reservedele og komponenter af enhver art
  • udskiftning af støbte kedelblokke samt åbne ekspansionsbeholdere
  • udsyring/højtryksrensning af kedlens varmeveksler/kedelblok (demontering og montage er med i aftalen)
  • udsyring/rensning/udskiftning af varmtvandsbeholder/brugsvandvarmeveksler uanset placering inden for eller uden for kabinet
  • udskiftning og kontrol af anode i varmtvandsbeholder
  • udskiftning af sikkerhedsventil til varmtvandsbeholder
  • udskiftning/rensning af rør, haner og flexslanger uden for gaskedlens kabinet
  • udskiftning af shuntventil og brugsvandspumpe
  • etablering af inspektions- og rensemulighed 
  • hel eller delvis udskiftning eller reparation af aftrækssystem
  • kontrol, udskiftning og fejlfinding på komponenter eller reguleringssystemer, der er monteret særskilt til drift af solvarmeanlæg eller andre kombinationsanlæg
  • demontering af skabe, hylder, rør o. lign. for adgang til gaskedlen
  • tilkald til vandpåfyldning, åbning for gassen, strømsvigt samt fejlbetjening af kedelanlæg og automatik/klimastyring
  • ombygning af automatik/klimastyring, omplacering af følere samt indgreb i fast elinstallation tilkald til defekte reservedele og komponenter, der tidligere er anbefalet udskiftet
  • timeløn til ekstra montør, hvis arbejdet ikke kan udføres af én enkelt montør
  • fejl og mangler i varmeanlægget og på ukurante komponenter/reservedele
  • særligt omfattende servicearbejde ved første besøg, som medfører et tidsforbrug på over 2 timer
  • tilkald til driftsstop eller driftsforstyrrelser, hvor kunden ikke har reageret på henvendelse om hovedeftersyn
  • fejl, der er forårsaget af hærværk, brand, frost- og vandskade, lynnedslag, elinstallationen eller uautoriserede personer
  • gentagne tilkald, der skyldes snavs, ilt- og gennemstrømningsproblemer i varmeanlægget, fejlagtig dimensionering af varmeanlæg og ekspansionssystem.

7 SERVICETILKALD

Tilkaldet kan ske direkte til det tilknyttede servicefirma eller til HMN’s kundeservice. Til HMN kan der ringes alle dage døgnet rundt for råd, vejledning og aftale om assistance.

Driftsstop af enhver karakter vil først blive forsøgt afhjulpet ved vejledning pr. telefon.

Kan driftstoppet ikke afhjælpes pr. telefon, kan kunden forvente at få besøg af det tilknyttede servicefirma, inden for normalt to timer. Kunden skal sikre, at servicefirmaet kan få adgang til kedlen umiddelbart efter, at tilkaldet er rekvireret.

Ved driftsstop af omfattende karakter vil HMN tilstræbe at opretholde varmeforsyningen ved midlertidige foranstaltninger og eventuelt ved brug af alternativ energiforsyning.

Ved manglende varmt brugsvand kan der forventes hjælp på adressen på hverdage inden for normal arbejdstid. Normal arbejdstid er mandag til torsdag fra kl. 07.30 til 16.00 og fredag fra kl. 07.30 til 14.00.

 Tilkaldeperioder

Fyringssæson: 1. oktober til 30. april fra kl. 07.30 til kl. 22.00 alle ugens dage. Tilkald rekvireret efter kl. 19.30 kan ikke udføres samme dag, men vil blive forsøgt afhjulpet pr. telefon.

Sommerperiode: 1. maj til 30. september på hverdage. Mandag til torsdag fra kl. 07.30 til kl. 16.00. Fredag fra kl. 07.30 til kl. 14.00. Aftalen dækker ikke tilkald på helligdage, 1. maj og Grundlovsdag.

8 SERVICEFIRMAER

Servicearbejdet udføres af autoriserede og godkendte servicefirmaer, der samarbejder med HMN.

9 BETALING

Betaling for serviceaftalen opkræves og fordeles over hele aftaleperioden på gasregningerne. Betalingen omfatter ét hovedeftersyn og tilkald.

Betalingen for eventuelle reservedele og komponenter opkræves normalt på den førstkommende gasregning efter, at reparationen eller udskiftningen har fundet sted.

I forbindelse med lejeforhold og boligforeninger opkræves betalingen for aftalen for et kvartal ad gangen, og reservedele og komponenter opkræves på førstkommende regning efter udskiftningen.

Komponenter og reservedele, som ikke er omfattet af aftalen, men som er en del af varmeanlægget og placeret i samme rum som gaskedlen, kan afregnes over førstkommende gasregning. Dette gælder også for arbejdslønnen, der er knyttet til udskiftningen. Der kan dog maksimalt afregnes et beløb på op til kr. 2.000,00 inkl. moms.

Ved aftalens opsigelse eller ophør vil HMN opkræve eventuelt skyldigt restbeløb for eftersyn og tilkaldsdækning (se pkt. 11 og 13).

Ligeledes opkræves eventuelle skyldige beløb for reservedele, komponenter og arbejdsløn, der ikke er omfattet af aftalen.

10 PERSONOPLYSNINGER

Til brug for administration af, rådgivning i forbindelse med og opfyldelse af aftalen med kunden, indsamler og behandler HMN en række oplysninger om kunden, herunder blandt andet navn, adresse, telefonnummer, målernummer og kedeltype.

Oplysninger videregives kun til servicefirmaet i det omfang, dette er foreneligt med lovgivningen.

11 OPSIGELSE

Aftalen kan opsiges af begge parter med 8 dages varsel. Ved opsigelse skal eventuelle skyldige beløb indbetales til HMN (se pkt. 9).

12 FRAFLYTNING/EJERSKIFTE

Ved ejerskifte indtræder den nye ejer normalt i serviceaftalens rettigheder og forpligtelser. Ejendommens ejer er forpligtet til at give den nye ejer meddelelse om dette. Ønsker den nye ejer ikke at overtage serviceaftalen, er den tidligere ejer forpligtet til at indbetale et eventuelt skyldigt beløb for serviceaftalen til HMN.

Reservedele og ydelser uden for serviceaftalen forbrugt inden ejerskiftet, skal betales af tidligere ejer.

Punkt 12 gælder ikke for lejere.

13 KEDELUDSKIFTNING

 Ved kedeludskiftning ophører serviceaftalen under forudsætning af, at vvs-installatøren anmelder kedeludskiftningen til HMN. Ved ophør skal eventuelle skyldige beløb indbetales til HMN (se pkt. 9).

14 ÆNDRING AF PRISER OG BETINGELSER

Servicepriserne kan ændres én gang årligt pr. 1. maj. Servicebetingelserne kan ændres ensidigt af HMN. Ændring af servicebetingelserne varsles minimum 30 dage før ikrafttrædelsesdatoen.

15 REKLAMATION

Er en reparation mangelfuld, eller er der mangler ved materiale leveret i henhold til serviceaftalen, afhjælper det tilknyttede servicefirma manglerne inden for rimelig tid. Indsigelser vedrørende mangler skal meddeles HMN inden for rimelig tid efter servicearbejdets udførelse.

16 UDSKIFTEDE RESERVEDELE

Defekte reservedele efterlades på adressen, og HMN anbefaler, at de opbevares, indtil afregningen har fundet sted. Prisen på skiftede reservedele vil fremgå af den næste gasregning, og kan ses på ”Se dine egne data” på www.naturgas.dk i løbet af 14 dage.

17 IKRAFTTRÆDELSE OG FORTRYDELSESRET

Aftalen træder i kraft den dato, der fremgår af den tilsendte serviceaftale, og fornys automatisk med en periode ad gangen, medmindre den opsiges i overensstemmelse med pkt. 11 eller ophører i henhold til pkt. 13. Der er en fortrydelsesret på 14 dage fra modtagelsen af serviceaftalen.