Har du problemer med dit gasfyr, er der et par ting du bør kontrollere før du tilkalder din vvs'er.
-
Er der strøm på gasfyret?
Hvis der ikke er lys i panelet, kan du tjekke, om der er tændt på kontakten. Sikringerne kan også være sprunget – kig i sikringsskabet.
-
Er der tryk på vandet, eller hyler fyret?
På gasfyret sidder et manometer, hvor du kan aflæse vandtrykket. De fleste gasfyr skal køre med et tryk på ca. 1,5 bar. Er vandtrykket under 1 bar, skal du fylde vand på. Det korrekte tryk til netop dit fyr står i brugsanvisningen. Hvis fyret hyler, mangler der sandsynligvis vand på centralvarmeanlægget.
-
Er der en fejlmelding i fyrets display?
Hvis der både er lys i betjeningspanelet og tryk på vandet, vil fyret som regel give en fejlmelding på displayet, eller også vil en kontrollampe lyse. I brugsanvisningen under ”Fejlmeddelelser” eller ”Fejlkontrol” finder du forklaring på fejlkoder. Det kan eventuelt hjælpe dig til at løse problemet på egen hånd. Notér fejlmeddelelsen, sluk for fyret, og tænd det igen. Fyret vil muligvis gå i gang igen.
-
Ring til din vvs'er
Hvis du stadig mangler varme eller varmt vand, skal du ringe til din vvs'er og forklare dem den aktuelle fejlmeddelelse. Du kan også kontakte vores Kundeservice.
Har du en serviceaftale med os, skal du være opmærksom på, at den ikke dækker driftsstop med følgende årsager:
- Hvis gasfyret mangler vand
- Ved strømsvigt eller forkert betjening af fyret og automatikken/klimastyring
- Hvis der er lukket for gassen.