På gasfyret sidder et manometer, hvor du kan aflæse vandtrykket. De fleste gasfyr skal have et tryk på ca. 1,5 bar. Det korrekte tryk til netop dit fyr står i brugsanvisningen. Er vandtrykket under 1 bar, skal du fylde vand på.
Er du i tvivl om vandtrykket eller om, hvordan du fylder vand på, er det en god idé at få vvs-installatøren til at rådgive og eventuelt demonstrere det for dig.
Sådan fylder du vand på gasfyret:
 |
1. Sluk for fyret. |
 |
2. Åbn ventilen på fyret med en skruetrækker eller skiftenøgle. Kærven skal stå parallelt med ventilen. |
 |
3. Åbn forsigtigt vandhanen, mens du holder øje med manometret. |
 |
4. Luk for vandhanen, når det ønskede vandtryk, ifølge brugsvejledningen, er nået. |
 |
5. Luk ventilen. Kærven skal stå på tværs af ventilen. |
 |
6. Tænd for fyret igen. |
 |
7. Afmonter vandslangen enten ved fyret eller vandhanen. |
 |
8. Hold øje med, om fyret holder vandtrykket efterfølgende. |
Vandpåfyldningen kan enten være lavet med en fast forbindelse mellem et koldtvandsrør og et varmerør. For enden af hvert rør er der en hane, som skal åbnes, indtil det korrekte vandtryk er nået. Eller også skal der fyldes vand på fyret via en vandslange forbundet til en vandhane. Vandslangen skal altid være afmonteret enten på fyret eller vandhanen, når du ikke bruger den.
Fyld kun vand på gasfyret 1-2 gange om året
Det bør være nok at fylde vand på 1-2 gange om året. Hvis det ikke er nok, bør vvs-installatøren tjekke dit gasfyr. Det kan nemlig være tegn på, at der er utætheder, eller at trykekspansionsbeholderen, fyrets sikring mod overtryk, er defekt.