Energimærket hjælper, når du skal vælge gasfyr

Når du skal vælge nyt naturgasfyr, kan du få hjælp af energimærket til at finde det mest energivenlige. Ligesom mange køleskabe, vaskemaskiner og andre hårde hvidevarer har de fleste naturgasfyr også et energimærke.

A er bedst, G er dårligst

Mærket består af en karakterskala fra A til G med farvede pile, der gør det let for dig at sammenligne forskellige naturgasfyr. Et A har et lavt energiforbrug og er bedst. Et G har et højt energiforbrug og er dårligst.

Energimærket indeholder oplysninger om:

  • Årligt energiforbrug. Det årlige energiforbrug er udtryk for fyrets forbrug af gas til varme og varmt vand samt fyrets årlige elforbrug.
  • Effektivitet. Et udtryk for, hvor meget varme gasfyret får ud af gassen. 
  • Årligt elforbrug. Forbruget er beregnet ud fra et gennemsnitshus.
  • Miljøbelastning. Hvor meget kvælstofilte, NOx, gasfyret slipper ud i miljøet om året.
  • Varmtvandsbeholderen. Hvor meget varmt vand fyret kan levere sammen med forskellige størrelser varmtvandsbeholdere.

Det siger energimærket ikke noget om:

  • Gasfyrets pris
  • Gasfyrets levetid
  • Omkostninger til service
  • Forbrug til reservedele.

Sådan bliver et naturgasfyr energimærket

Energimærket er en frivillig ordning. For at få mærket skal det enkelte fyr gennem en række test og analyser i laboratoriet på Dansk Gasteknisk Center, DGC. Mærket er udviklet af HMN Naturgas og de andre naturgasselskaber i Danmark sammen med Dansk Gasteknisk Center og Energistyrelsen.