Udenlandsk naturgas til danske forbrugere

Siden oktober 2010 har vi i Danmark importeret naturgas fra Tyskland i mindre omfang. I 2013 åbner en ny rørforbindelse til Tyskland, og så kan importen af gas sydfra blive endnu større. Muligheden for at hente gas fra det europæiske gasnet giver forbrugerne en endnu højere forsyningssikkerhed og de laveste priser.

Spørgsmål og svar om den udenlandske gas

Hvor kommer den udenlandske gas fra?
Den gas, der kommer fra Tyskland i dag, stammer primært fra Holland, Norge og Tyskland. I 2013, når en udbygning af rørforbindelsen mellem Danmark og Tyskland er klar, vil en stor del af gassen fra Tyskland sandsynligvis være russisk gas. Den russiske gas ligner den gas, der kommer fra Tyskland i dag.

Er der forskel på dansk og udenlandsk naturgas?
Ja. Der er forskel i brændværdi og wobbe-indeks mellem den danske og den udenlandske gas. Samtidig er variationen i brændværdi og wobbe-indeks større i den udenlandske gas end i nordsøgassen. Variationerne vil dog ikke være større, end bestemmelserne i Gasreglementet tillader.
Normalt wobbe-indeks (øvre) for Nordsøgassen er 54,7 – 55,4 MJ/m3n. Vi forventer, at wobbe-indekset, når der er udenlandsk gas i nettet, vil variere i området: 50,8 – 55,8 MJ/m3n.

Hvad betyder variationen i gaskvalitet for erhvervs-, industri- og proceskunder?
Vi anbefaler, at vores erhvervs-, industri-, og proceskunder kontakter den leverandør, som har opsat og indreguleret virksomhedens gasforbrugende apparater for at sikre sig, at apparaterne kan køre optimalt og korrekt på den udenlandske gas.

Data om gaskvaliteten finder du her:
http://energinet.dk/DA/GAS/Gasdata-og-kvalitet/Sider/Gasdata-og-kvalitet.aspx