Distributionsbetingelser - Gældende for ikke-timeaflæste målersteder med et årsforbrug på mellem 20.000 m3 og 300.000 m3

1. GENERELT

Disse distributionsbetingelser gælder for benyttelse af HMN Naturgas I/S´ (HMN’s) distributionssystem (CVR nr. 32 50 58 21).

Forbrugeren har som udgangspunkt ret til at benytte distributionssystemet med den maksimale anmeldte kapacitet, som følger af gasinstallationens effekt, jf. dog punkt 20.2.

Forsyningen kan påbegyndes og opretholdes, når forbrugeren har indgået en aftale med en gasleverandør.

2. MÅLERSTED OG FORBRUGSSTED

2.1 Målersted
Målerstedet er det punkt, hvor gasmåleren fysisk er placeret, og hvor naturgassen bliver leveret til forbrugeren fra distributionssystemet (leveringssted). HMN tildeler målerstedet et målerstedsnummer (EAN-GSRN), der anvendes til identifikation af målerstedet, og som bl.a. skal anvendes ved leverandørskift, jf. punkt 11, og ved fraflytning /opsigelse, jf. punkt 12.

Forbrugeren kan kun have én gasleverandør pr. målersted.

2.2 Forbrugssted
Forbrugsstedet består af et eller flere målersteder på et geografisk område, som ejes af én forbruger, og som anvendes til at bestemme om målerstederne på forbrugsstedet skal være ikke-timeaflæste eller timeaflæste. Betaling for benyttelse af distributionssystemet opgøres på basis af årsforbruget på hvert enkelt for-brugssted.

Forbrugsstedet består som udgangspunkt af alle de målersteder, som er placeret på ét matrikelnummer.

Alle målersteder på ét forbrugssted er ikke-timeaflæste.

Såfremt en forbruger ejer flere matrikelnumre, der geografisk er placeret således, at de opfylder HMN’s regler for skelfællesskab, kan forbrugeren vælge, at samtlige målersteder på de pågældende matrikelnumre skal udgøre ét forbrugssted. De nærmere kriterier for, hvornår matrikler anses for at have skelfællesskab, fremgår af HMN’s hjemmeside, www.naturgas.dk, og kan oplyses ved henvendelse til HMN.

Det er forbrugerens ansvar at rette henvendelse til HMN, såfremt forbrugeren ønsker målersteder på flere matrikler håndteret som ét forbrugssted. Målersteder på flere matrikler, som HMN pr. 1. januar 2008 håndterer som ét forbrugssted, forbliver dog ét forbrugssted, medmindre forbrugeren retter henvendelse til HMN om det modsatte.

Såfremt der på ét matrikelnummer er flere selvstændige lejemål med hvert sit målersted, udgør hvert lejemål med tilhørende målersted ét forbrugssted.

3. TILSLUTNING TIL DISTRIBUTIONSSYSTEMET

Forsyning med naturgas kan først påbegyndes, når de nødvendige tilladelser vedrørende gasforsyningsanlæg og gasinstallationer foreligger.

3.1 HMN Naturgas’s gasforsyningsanlæg
HMN etablerer, ejer og vedligeholder det gasforsyningsanlæg, der er nødvendigt for distribution af naturgas til målerstedet. Gasforsyningsanlægget består af stikledning(er), gasmålesystem og skab (samlet ”Gasforsyningsanlæg”).

Gasmålesystemet består af gasmåler, fjernaflæsningsudstyr (hvis installeret), trykregulator (hvis installeret)og konverteringsudstyr (hvis installeret) (samlet ”Gasmålesystem”).

Gasforsyningsanlægget etableres som et standardanlæg, medmindre andet er aftalt mellem HMN og forbrugeren. Nærmere oplysninger om standardanlæg og eventuelle stiklednings-, anlægs- og investeringsbidrag, som skal betales af forbrugeren, kan fås ved henvendelse til HMN.

Forbrugeren er ansvarlig for, at Gasforsyningsanlægget, der befinder sig på forbrugerens ejendom, ikke bliver udsat for skadelige påvirkninger. Forbrugeren skal omgående underrette HMN, hvis der er mistanke om eller bliver konstateret fejl på Gasforsyningsanlægget.

3.1.1 Opstillingssted for Gasmålesystemet
Gasmålesystemet opsættes indendørs i forbindelse med forbrugerens gasinstallation. Dog placeres evt. regulator altid udvendig i skab i forbindelse med gasindføringen. Forbrugeren skal vederlagsfrit stille egnet areal til rådighed. HMN skal forhåndsgodkende Gasmålesystemets placering. Er det ikke muligt at finde egnet placering til Gasmålesystemet, kan Gasmålesystemet placeres i udvendigt skab. Omkostningerne hertil skal afholdes af forbrugeren. Såfremt forbrugeren ændrer anvendelsen af det rum, hvor Gasmålesystemet er placeret, skal HMN på ny godkende placeringen. HMN skal ligeledes forhåndsgodkende væsentlige om- eller tilbygninger omkring måler- og regulatorskab.

HMN kan kræve, at opstillingsstedet for Gasmålesystemet til enhver tid opfylder følgende krav:

a) Opstillingsstedet skal være forsynet med 230 volt elforsyning med jord, afsluttet med nøgleafbryder og ledig stikkontakt;

b) Hvis Gasmålesystemet er opsat indendørs, skal opstillingsstedet mindst have en rumtemperatur på 0oC og højest have en rumtemperatur på 40oC;

c) Opstillingsstedet skal have et neutralt miljø fri for støv,
kondens og kemikaliedampe;

d) Opstillingsstedet skal være forsynet med belysning, som er tilstrækkelig til, at der kan foretages service mv. på Gasmålesystemet; og

e) Såfremt standardløsningen med GSM (Global System for Mobile Communication) ikke kan anvendes i forbindelse med en evt. fjernaflæsning, skal opstillingsstedet være forsynet med analog telefonlinje med direkte forbindelse til bylinje til brug for HMN’s fjernaflæsningsudstyr;.

Opstillingsstedet kan være forsynet med fælles klemmerække for signaludveksling (el- og varmepulser fra forbrugerens el- og varmemålere og gaspulser fra HMN’s Gasmålesystem).

Forbrugeren kan få yderligere oplysninger om krav til opstillingssted ved henvendelse til HMN.

Forbrugeren er ansvarlig for at etablere, drive og vedligeholde de under punkt a) - e) nævnte installationer samt eventuel fælles klemmerække for signaludveksling. Gaspulser leveres mod betaling af HMN, men drives og vedligeholdes af forbrugeren. Placeringen af installationerne, klemmerække og gaspulser skal godkendes af HMN.

3.1.2 Støj fra Gasmålesystemet
Forbrugeren skal acceptere støj op til 70 dB(A) fra roterende dele i gasmåleren og fra trykreduktion i trykregulatoren, begge dele målt i én meters afstand fra Gasmålesystemet.

3.1.3 Signaler fra Gasmålesystemet
Forbrugeren kan, hvis teknisk muligt mod betaling få adgang til signaler fra Gasmålesystemet.

Såfremt oplysningerne fra Gasmålesystemet indgår som en teknisk nødvendig bestanddel af styringen af processerne i forbrugerens virksomhed, sker dette uden ansvar for HMN.

3.1.4 Energimålere
HMN er ikke ansvarlig for drift og kalibrering af installerede energimålere.

3.1.5 Plombering af Gasmålesystemet
HMN anbringer plomber på Gasmålesystemet, og forbrugeren er ansvarlig for, at disse kun brydes af HMN’s personale eller efter forudgående aftale med HMN.

3.1.6 Ændring af Gasforsyningsanlæg
HMN kan kræve ændring, udbygning eller flytning (i dette afsnit samlet kaldet ”ændringer”) af Gasforsyningsanlægget eller dele deraf. Forbrugeren kan anmode om Ændringer af Gasforsyningsanlægget eller dele deraf, men Ændringer kan kun ske efter forudgående aftale med HMN og må kun udføres af HMN.

Direkte omkostninger forbundet med Ændringerne betales af den part, hvis forhold har givet anledning til Ændringerne. Såfremt HMN har krævet Ændringerne gennemført på grund af sikkerhedsmæssige forhold eller som følge af krav fra myndighederne, betaler HMN de direkte omkostninger forbundet med Ændringerne.

Ved Ændringer af Gasforsyningsanlægget kan HMN kræve, at forbrugeren skal indgå en distributionsaftale med HMN, eller at en allerede indgået distributionsaftale ændres, jf. punkt 20.2.

Såfremt Ændringen medfører etablering af et nyt målersted, skal HMN have oplyst, hvem gasleverandøren er til det nye målersted, jf. punkt 11.1.

3.1.7 Stikledninger

3.1.7.1 Placering og servitutter
Forbrugeren kan anmode om at få udleveret en tegning fra HMN, der viser, hvor stikledningen(erne) er placeret på forbrugerens ejendom.
HMN har ret til at få tinglyst servitutter på forbrugerens ejendom til sikring af stikledningernes anbringelse og forbliven på ejendommen. HMN forestår tinglysning af ønskede servitutter og betaler omkostningerne forbundet hermed. Forbrugeren skal medvirke til tinglysningen af servitutterne.

3.1.7.2 Beplantning, bebyggelse m.m.
Beplantning med større træer (med dybtgående rødder) må ikke ske nærmere end én meter fra stikledningen.  Terrænet over stikledninger må ikke ændres, således at jorddækningen formindskes eller forøges. Der må ikke nedrammes pæle i jorden i nærmere afstand end én meter fra stikledninger. Bygninger og lignende (f.eks. garager, udhuse og carporte) må ikke opføres på arealet over eller nærmere end én meter fra stikledninger uden HMN’s tilladelse. Eventuel tilladelse kan være betinget af, at stikledninger flyttes for forbrugerens regning.

3.1.7.3 Gravearbejder
Gravearbejde inden for én meter af stikledninger skal godkendes af HMN. Forbrugeren skal sikre, at gravearbejdet anmeldes til HMN senest 3 bankdage, inden arbejdet påbegyndes, med oplysning om arbejdets begyndelsestidspunkt, art og omfang samt navnet på eventuel entreprenør. Forbrugeren kan ved henvendelse til HMN få nærmere oplysninger om, hvilke krav der stilles i forbindelse med gravearbejder. Forbrugeren har ansvaret for såvel anmeldelse som udførelse af gravearbejdet.

3.1.7.4 HMN Naturgas’s brug af stikledninger
HMN har ret til at bruge stikledninger på forbrugerens ejendom til at distribuere naturgas til andre forbrugere. HMN har ret til at foretage de anlægsarbejder, der er nødvendige hertil, og afholder omkostningerne forbundet hermed. Forbrugeren kan ikke kræve HMN’s stikledninger fjernet, selvom forbrugeren ikke længere anvender naturgas.

3.2 Forbrugerens gasinstallation
Gasinstallationen er forbrugerens ansvarsområde. Gasinstallationen er placeret efter målerstedet og omfatter gasforbrugende apparater med tilhørende aftrækssystemer (samlet ”Gasinstallation”). Såfremt forbrugeren har anlagt ledninger fra HMN´s stikledning til Gasmålesystemet, omfatter Gasinstallationen tillige disse ledningsanlæg (også selvom de er placeret før målerstedet).

Gasinstallationen skal udformes, så HMN´s Gasmålesystem ikke overbelastes. Ved opstart/nedlukning af Gasinstallationen må trykændringer på målerstedet ikke overstige 0,3 bar/sek. Gasinstallationen skal indstilles, således at HMN´s Gasmålesystem kan måle både maksimum og minimum flow uden at blive overbelastet (der må ikke forekomme øjebliksflow, der overskrider Gasmålesystemets Qmax). Er dette ikke muligt, skal HMN underrettes. Gasinstallationen må ikke påføre HMN´s Gasforsyningsanlæg, HMN´s øvrige anlæg eller andre forbrugere skader eller gener.

HMN kan kræve, at en Gasinstallation synes og godkendes af HMN inden den bliver taget i brug. 

Forbrugeren har ansvaret for, at Gasinstallationen etableres, drives, bruges og vedligeholdes på forsvarlig måde i overensstemmelse med gasreglementet. HMN’s eventuelle godkendelse eller syn af Gasinstallationen ændrer ikke dette.

HMN kan for visse Gasinstallationer kræve, at der på grund af sikkerhedsmæssige forhold udføres regelmæssige serviceeftersyn, der kun må udføres af autoriserede vvs-installatører. Omkostningerne forbundet med serviceeftersyn afholdes af forbrugeren.

Såfremt der konstateres fejl, mangler eller skader på Gasinstallationen, er forbrugeren ansvarlig for, at de straks udbedres, og at kun autoriserede vvs-installatører udfører arbejde på Gasinstallationen.

HMN har ret til at pålægge forbrugeren at udbedre fejl, mangler eller skader ved Gasinstallationen inden for en fastsat frist. Hvis forbrugeren ikke udbedrer forholdet inden for fristen, kan HMN foranledige udbedringen foretaget og kræve omkostningerne hertil dækket af forbrugeren, eller HMN kan afbryde forsyningen for forbrugerens regning, indtil udbedringen er foretaget, såfremt der er væsentlig fare for personer, bygninger eller løsøre.

3.3 Ansvar
Opstår der skader på Gasforsyningsanlægget, Gasmålesystemet og/eller følgeskader som følge af forbrugerens handling eller undladelse i strid med punkt 3, er forbrugeren, i tillæg til hvad der følger af punkt 15.1, erstatningsansvarlig for HMN´s indirekte tab, herunder for eventuelt gastab. Skader på Gasforsyningsanlægget og/eller Gasmålesystemet udbedres af HMN, og omkostningerne forbundet hermed betales af forbrugeren.

4. ADGANG TIL GASFORSYNINGSANLÆG OG GASINSTALLATION

HMN skal til enhver tid mod legitimation have uhindret adgang til Gasforsyningsanlæg og Gasinstallation med henblik på gennemførelse af sikkerhedseftersyn, reparation, udskiftning, afprøvning, aflæsning og afbrydelse. Hvis forbrugeren nægter HMN adgang, har HMN ret til at afbryde forsyningen for forbrugerens regning.

HMN kan anmode om fogedens hjælp til at få adgang til Gasforsyningsanlæg og Gasinstallation, og sker det, skal forbrugeren betale de omkostninger, der er forbundet hermed. Hvis adgang ikke kan opnås inden for HMN’s normale arbejdstid, skal forbrugeren betale HMN’s meromkostninger forbundet hermed.

5. MÅLING

Den leverede naturgasmængde opgøres ved aflæsning af Gasmålesystemet m.v.. Målinger af den leverede naturgasmængde anses for korrekt, hvis Gasmålesystemets fejlvisning ligger inden for en tolerancegrænse på plus/minus 3 %.

Hvis forbrugeren bemærker, at Gasmålesystemet er beskadiget, står stille eller på anden måde registrerer forkert, skal forbrugeren straks meddele det til HMN.

Forbrugeren, forbrugerens gasleverandør samt HMN kan hver især kræve, at Gasmålesystemet eller dele deraf afprøves og undersøges hos en uvildig instans (et akkrediteret institut). Resultatet af undersøgelsen er bindende for parterne.

Hvis undersøgelsen viser, at Gasmålesystemets fejlvisning overstiger tolerancegrænsen, betaler HMN undersøgelsen, ellers betaler den part, der har anmodet om undersøgelsen omkostningerne.

Mængden af den naturgas, der er leveret i perioden, hvor Gasmålesystemet ikke målte korrekt eller var ude af drift, beregnes af HMN på basis af den metode, som efter omstændighederne må anses for at give det mest retvisende resultat.

Hvis der er tvivl om, hvilken periode Gasmålesystemet har målt forkert eller har været ude af drift, regulerer HMN betalingen for benyttelse af distributionssystemet samt skatter, afgifter (medmindre der for den pågældende afregningsperiode gælder, at skatter og afgifter opkræves direkte af SKAT eller gasleverandøren samfakturerer, jf. punkt 10). Der vil ske regulering for den løbende årsafregningsperiode og den nærmest forudgående årsafregningsperiode.

Er fejlperioden derimod kendt, og HMN skal tilbagebetale til forbrugeren, vil der ske regulering for hele perioden, dog højest den periode som forbrugeren kan kræve regulering for i henhold til lov om forældelse af visse fordringer (pt. 3 år).

Hvis fejlperioden er kendt, og forbrugeren skal efterbetale til HMN, vil der ske regulering for hele perioden, dog højest for den løbende årsafregningsperiode og den nærmest forudgående årsafregningsperiode. Såfremt forbrugeren havde kendskab til eller burde have haft kendskab til fejlen eller manglen i forbrugsdata, regulerer HMN for hele perioden, dog maksimalt den periode, som HMN kan kræve regulering for i henhold til lov om forældelse af visse fordringer (pt. 3 år).

Herudover kan HMN og forbrugeren ikke gøre krav gældende over for hinanden som følge af den ukorrekte måling, medmindre den ukorrekte måling skyldes HMN´s eller forbrugerens forsætlige eller groft uagtsomme forhold.

6. AFREGNINGSGRUNDLAG

6.1 Afregningsmetode
Forbrugere med ikke-timeaflæste målersteder kan enten aflæse Gasmålesystemet èn gang om året (årsaflæst målersted) eller hver måned (månedsaflæst målersted).

HMN fastlægger, om målerstederne er års- eller månedsaflæst og er berettiget til efter forudgående varsel at ændre aflæsningsmetoden for målerstederne.

6.2 Årsaflæste Målersteder
Aflæsning af Gasmålesystemet foretages én gang om året. Senest 5 bankdage efter aflæsningsdagen, som er fastsat af HMN, skal forbrugeren indberette målerstanden på Gasmålesystemet til HMN. Målerstanden kan indberettes ved brug af aflæsningskort, ved indtastning på HMN’s hjemmeside, www.naturgas.dk, eller på andre af HMN fastlagte måder. HMN kan til enhver tid vælge at foretage en kontrolaflæsning og opkræve et aflæsningsgebyr.

HMN fremsender oplysninger om forbruget til forbrugerens gasleverandør.
Såfremt forbrugeren ikke rettidigt har indberettet målerstanden til HMN, beregner HMN et graddagekorrigeret årsforbrug for det pågældende år. HMN kan højest beregne årsforbruget 2 år i træk. Opstår denne situation, vil HMN foretage aflæsning hos forbrugeren og opkræve et aflæsningsgebyr.

Aflæsningsgebyret fremgår af HMN’s hjemmeside, www.naturgas.dk, og kan oplyses ved henvendelse til HMN.

Ønsker forbrugeren efterfølgende det beregnede forbrug reguleret på baggrund af en aflæsning, kan HMN opkræve gebyr herfor. Forbrugeren skal anmode om regulering af et beregnet forbrug hurtigst muligt og senest inden udgangen af årsafregningsperioden, som følger efter den årsafregningsperiode, som det beregnede forbrug vedrører.

6.3 Månedsaflæste Målersteder

Aflæsning af Gasmålesystemet foretages hver måned. Forbrugsmåneden går fra kl. 06.00 den 1. dag i en måned og slutter kl. 06.00 den 1. dag i den efterfølgende måned. Senest den 5. bankdag i måneden, der følger efter forbrugsmåneden, skal forbrugeren indberette målerstanden på Gasmålesystemet til HMN.

Såfremt der er installeret fjernaflæsningsudstyr, er HMN ansvarlig for at indhente måledata for forbruget ved hvert enkelt målersted. Målinger foretaget ved fjernaflæsning (dataoverførsel) skal betragtes som aconto målinger, der verificeres én gang årligt ved en kontrolaflæsning, som HMN kan pålægge forbrugeren at foretage. HMN kan endvidere til enhver tid vælge selv at foretage en kontrolaflæsning og kræve et aflæsningsgebyr.

HMN fremsender oplysninger om forbruget til forbrugerens gasleverandør.
 
Såfremt forbrugeren ikke rettidigt har indberettet målerstanden til HMN, beregner HMN et graddagekorrigeret månedsforbrug for den pågældende måned. HMN kan højest beregne månedsforbruget 5 måneder i træk. Opstår denne situation, vil HMN foretage aflæsning hos forbrugeren og opkræve et aflæsningsgebyr.

Aflæsningsgebyret fremgår af HMN’s hjemmeside, www.naturgas.dk, og kan oplyses ved henvendelse til HMN.

7. PRISER OG GEBYRER

HMN fakturerer forbrugeren for benyttelse af distributionssystemet samt for skatter, afgifter, eventuelle gebyrer og lignende. Priser og gebyrer fremgår af www.naturgas.dk og kan fås hos HMN.

HMN´s priser og gebyrer er anmeldt til Energitilsynet.

HMN offentliggør hvert år inden den 1. januar de priser og gebyrer mv., som skal gælde for det efterfølgende kalenderår. Offentliggørelsen sker på HMN´s hjemmeside, www.naturgas.dk.

HMN er berettiget til løbende at iværksætte prisændringer.

Ændringer af priser og gebyrer mv., som opkræves hos forbrugeren, meddeles forbrugeren på regninger eller på andre af HMN valgte måder (f.eks. i prisblade, tidsskrifter eller informationsbreve, der fremsendes til forbrugeren). HMN er berettiget til løbende at iværksætte prisændringer. Løbende prisændringer offentliggøres med mindst 14 dages varsel.

8. BETALINGSBETINGELSER OG RESTANCEPROCEDURE

8.1 Betaling
HMN udsender acontoregninger til forbrugere med årsaflæste målersteder til dækning af betaling for det forventede årsforbrug, skatter og afgifter. Acontobetalingen opkræves i lige store rater. Raterne reguleres i takt med prisændringer, målte graddage og i tilfælde af væsentlige ændringer i forbruget. Overstiger en acontofastsættelse det senest opgjorte årsforbrug væsentligt, kan forbrugeren kræve acontobeløbet nedsat, medmindre HMN kan påvise, at det øgede forbrug kan forventes.

Når den årlige aflæsning af Gasmålesystemet er foretaget, reguleres en eventuel difference mellem forbrugerens faktiske betaling og acontoregninger ved en årsafregning. Indbetalte acontobeløb forrentes ikke.

HMN udsender regninger til forbrugere med månedsaflæste målersteder hver måned.

Regninger er påført oplysninger om sidste rettidige indbetalingsdato samt angivelse af, hvortil betaling skal ske.

Såfremt forbrugeren samfaktureres i henhold til punkt 10, fakturerer gasleverandøren betaling for benyttelse af distributionssystemet, skatter og afgifter m.v..

HMN er berettiget til at gennemføre afregning i forbindelse med skift af gasleverandør.

8.2 Rykning, afbrydelse og genåbning
HMN udsender rykkerskrivelser i tilfælde af for sen betaling.
Er forbrugeren i restance med betalingen til HMN, herunder med ikke begrænset til betaling for forbrug på tidligere måleradresser, gebyrer m.v., kan HMN efter varsel herom afbryde forsyningen, medmindre forbrugeren: 

a) Betaler alle forfaldne regninger med påløbne omkostninger; eller

b) Indgår aftale om en betalingsordning for alle skyldige beløb med påløbne omkostninger; eller

c) Stiller sikkerhed i overensstemmelse med punkt 9.

Skyldige beløb kan forsøges inkasseret ved retslig inkasso.

Genåbning af forsyningen efter afbrydelse som følge af manglende betaling vil først ske, når en af ovennævnte betingelser er opfyldt.

Forbrugeren skal betale omkostningerne til inddrivelse af restancer, herunder rykkergebyrer, inkassogebyr, omkostninger til retslig inkasso, aflæsningsgebyrer, lukke- og genåbningsgebyrer m.v. Størrelsen af de til enhver tid gældende gebyrer fremgår af HMN’s hjemmeside, www.naturgas.dk, eller kan oplyses ved henvendelse til HMN.

8.3 Betalingsstandsning m.v.
Ved anmeldelse af betalingsstandsning, begæring om konkurs, åbning af forhandling om tvangsakkord eller gældssanering, eller ved forbrugerens død, hvor boet behandles ved bobestyrer, skal HMN straks underrettes herom. Forbrugeren eller dennes bo skal straks foretage aflæsning af Gasmålesystemet og meddele målerstanden til HMN, medmindre HMN allerede er i besiddelse af måledata. Medmindre der forudbetales, kan HMN kræve, at forbrugeren eller dennes bo stiller betryggende sikkerhed, jf. punkt 9. Krav om sikkerhedsstillelse gælder altid ved en betalingsstandsning.

9. SIKKERHEDSSTILLELSE

HMN kan betinge benyttelse af distributionssystemet af, at forbrugeren forudbetaler eller stiller en efter HMN´s skøn betryggende sikkerhed, herunder depositum for betaling for fremtidig benyttelse af distributionssystemet, såfremt HMN i den konkrete situation vurderer, at der foreligger en nærliggende risiko for tab. Et eventuelt depositum forrentes ikke.

Sikkerhedens størrelse fastsættes ud fra, hvad HMN skønner forbruget på forbrugsstedet til at være i en periode på op til 5 måneder.

Stilles sikkerheden ikke, eller forudbetales der ikke inden for den af HMN angivne frist, er HMN berettiget til at afbryde forsyningen for forbrugerens regning.

10. SAMFAKTURERING

Hvis forbrugeren forsynes af en gasleverandør, som forestår samfakturering i HMN´s distributionsområde, vil gasleverandøren fakturere forbrugeren for betaling af brug af distributionssystemet samt for skatter, afgifter og eventuelle gebyrer.

De nærmere regler for samfakturering og betydningen heraf for forbrugeren fremgår af HMN´s hjemmeside, www.naturgas.dk.

11. SKIFT AF GASLEVERANDØR

11.1 Forbrugerens gasleverandørskifte
Såfremt forbrugeren ønsker at blive forsynet af en ny gasleverandør på et målersted, indgår forbrugeren aftale med den nye gasleverandør herom, og den nye gasleverandør meddeler herefter gasleverandørskiftet til HMN. Meddelelsen skal være modtaget af HMN højst 2 og mindst én måned, førend skiftet skal træde i kraft. Skiftet kan kun træde i kraft kl. 06.00 den 1. i en måned.

Når skiftet er accepteret af HMN, modtager forbrugeren meddelelse fra HMN om, hvornår den nye gasleverandør påbegynder forsyningen. Forbrugeren har ansvaret for, at gasleverandørskiftet sker i overensstemmelse med forbrugerens forsyningsaftale med den hidtidige gasleverandør.

Såfremt anmodningen om gasleverandørskiftet annulleres eller afvises, vil forbrugeren fortsat blive forsynet af den hidtidige gasleverandør.

I forbindelse med skift af gasleverandør skal der foretages aflæsning. Indberetter forbrugeren ikke måledata senest 8 bankdage efter gasleverandørskiftets ikrafttræden, kan HMN beregne naturgasforbruget eller foretage en aflæsning. HMN opkræver et aflæsningsgebyr herfor.

11.2 Gasleverandørens forsyningsophør
Såfremt forbrugerens gasleverandør ikke længere ønsker at forsyne forbrugeren med naturgas, giver gasleverandøren HMN meddelelse herom. Et forsyningsophør kan kun træde i kraft kl. 06.00 den 1. i en måned, medmindre ophøret skyldes ophævelse af forsyningsaftalen som følge af Forbrugerens konkurs, i hvilket tilfælde ophøret kan ske med 3 bankdages varsel.

Såfremt forbrugerens gasleverandør ikke opfylder betingelserne for at virke som gasleverandør i HMN´s distributionssystem, skal forbrugeren skifte gasleverandør.

I begge ovennævnte situationer meddeler HMN forbrugeren, at forbrugeren ikke har nogen gasleverandør fra det tidspunkt, hvor forsyningsophøret træder i kraft.

Forsyningspligtselskabet (HNG Midt-Nord Salg A/S) overtager forsyningen til forbrugeren, medmindre en ny gasleverandør anmoder om gasleverandørskifte, eller forbrugeren ikke opfylder de af forsyningspligtselskabet stillede betingelser for at forsyne forbrugeren.

Forbrugerens forsyning vil blive afbrudt, når forsyningsophøret fra den hidtidige gasleverandør træder i kraft, medmindre forbrugeren forinden har fået en ny gasleverandør, eventuelt forsyningspligtselskabet.

12. FRAFLYTNING,  INDFLYTNING OG OPSIGELSE

12.1 Fraflytning
Opsigelse af aftaleforholdet med HMN kan i tilfælde af fraflytning ske ved, at HMN senest 5 bankdage efter den af forbrugeren oplyste skæringsdato har modtaget meddelelse om fraflytning sammen med en aflæsning af Gasmålesystemet, medmindre dette er sket i forbindelse med indflytters meddelelse om overtagelse, jf. punkt 12.3. 

Hvis HMN modtager forbrugerens meddelelse om fraflytning senere end 5 bankdage efter den af forbrugeren oplyste skæringsdato, fastsætter HMN en skæringsdato for aftaleforholdets ophør på grundlag af et opsigelsesvarsel på 7 bankdage regnet fra modtagelsen af forbrugerens meddelelse om fraflytning.

Forbrugeren hæfter for betalingen for benyttelse af distributionssystemet, skatter, afgifter og andre ydelser leveret af HMN til og med skæringsdatoen (medmindre der for den pågældende afregningsperiode gælder, at skatter og afgifter afregnes direkte af SKAT eller gasleverandøren samfakturerer, jf. punkt 10).

Det er en betingelse for aftaleforholdets ophør, at:

a) Forbrugeren har foretaget en aflæsning af Gasmålesystemet, som HMN har accepteret; eller

b) En ny forbruger er indtrådt i et aftaleforhold med HMN vedrørende målerstedet og har foretaget en aflæsning af Gasmålesystemet, som HMN har accepteret; eller

c) Forbrugeren har givet HMN adgang til at aflæse Gasmålesystemet mod betaling af et aflæsningsgebyr samt til eventuelt at afbryde forsyningen; og

d) Forbrugeren har oplyst HMN om, hvortil slutafregning og anden korrespondance skal sendes.

HMN forbeholder sig ret til med bindende virkning for forbrugeren at foretage en aflæsning af Gasmålesystemet og/eller at beregne forbruget pr. skæringsdatoen, hvis forbrugeren ikke har foretaget en aflæsning af Gasmålesystemet på skæringsdatoen.

Hvis der er forskel på de modtagne aflæsninger fra hidtidig og ny forbruger, aflæser HMN Gasmålesystemet og beregner et forbrug pr. skæringsdatoen med bindende virkning for alle parter. Eventuelle uoverensstemmelser mellem hidtidig og ny forbruger er HMN uvedkommende.

Ophør af aftaleforholdet bekræftes ved fremsendelse af en slutafregning. Forbrugeren hæfter over for HMN indtil alle krav mod forbrugeren er afviklet.

Forbrugeren skal meddele HMN navnet på den, som overtager målerstedet(erne), hvis det er forbrugeren bekendt.

Forbrugerens gasleverandør ophører med at forsyne forbrugeren med naturgas pr. skæringsdatoen. Forbrugeren har ansvaret for, at forsyningsophøret sker i overensstemmelse med forbrugerens forsyningsaftale med gasleverandøren.

Ved ejerskifte anvendes samme procedure som ved fraflytning.

12.2 Udlejningsejendomme
Ejeren af en udlejningsejendom hæfter for betaling for benyttelse af distributionssystemet, skatter og afgifter på målersteder, hvor HMN ikke har registreret et aftaleforhold med en forbruger.

Ejeren kan anmode HMN om at afbryde forsyningen mod at betale et lukkegebyr og et eventuelt efterfølgende genåbningsgebyr.

12.3 Indflytning
Når en ny forbruger overtager brugen af et målersted, skal HMN have meddelelse herom senest 5 bankdage efter den af den nye forbruger oplyste skæringsdato, medmindre dette er sket i forbindelse med fraflytters opsigelse, jf.punkt 12.1. Meddelelsen skal i givet fald være ledsaget af en aflæsning af Gasmålesystemet pr. skæringsdatoen samt oplysninger om, hvortil regninger og anden korrespondance ønskes sendt.

En ny forbruger kan vælge en gasleverandør til målerstedet. Den valgte gasleverandør skal med et varsel på mindst 3 bankdage til den ønskede skæringsdato anmode om gasleverandørskifte til HMN.
Såfremt HMN ikke seneste 3 bankdage før den ønskede skæringsdato har modtaget meddelelse om gasleverandørskifte, overtager forsyningspligtselskabet (HNG Midt-Nord Salg A/S) forsyningen, medmindre forbrugeren ikke opfylder de af forsyningspligtselskabet stillede betingelser for at forsyne forbrugeren.

Afvises en meddelelse fra en ny gasleverandør, eller indtræder forsyningspligtselskabet ikke som gasleverandør, er HMN berettiget til at afbryde den nye forbrugers forsyning.

Forbrugeren bør i forbindelse med indflytning kontrollere plomber på Gasmålesystemet for brud, og eventuelle brud skal straks meddeles til HMN.

12.4 Anden opsigelse
Ønsker forbrugeren at opsige sit aftaleforhold med HMN af andre årsager en fraflytning, skal det ske med et varsel på mindst 7 bankdage.

Forbrugeren har ansvaret for, at opsigelsen sker i overensstemmelse med forbrugerens forsyningsaftale med gasleverandøren.

Forsyningen til det relevante målersted afbrydes den dag, hvor opsigelsen træder i kraft. HMN har ret til at fjerne eller plombere Gasforsyningsanlægget for forbrugerens regning. Såfremt HMN fjerner Gasmålesystemet og/eller stikledningen(erne), har HMN ingen pligt til at retablere forbrugerens ejendom.

Det er en betingelse for aftaleforholdets ophør, at forbrugeren har foretaget en aflæsning af Gasmålesystemet, som HMN har accepteret eller forbrugeren har givet HMN adgang til at aflæse Gasmålesystemet mod betaling af et aflæsningsgebyr, og at HMN har fået adgang til at afbryde forsyningen i overensstemmelse med ovenstående.

13. DRIFTSFORSTYRRELSER

Forbrugeren har pligt til straks at kontakte HMN’s vagtcentral på telefonnummer 39 54 70 10 ved driftsforstyrrelser. Vagtcentralen har døgnåbent.

Følgende kan være tegn på driftsforstyrrelser:

- Gaslugt;
- Overgravning af naturgasledning;
- Forsyningssvigt;
- Forstyrrelser i forsyningen, f.eks. på grund af svingende
  tryk.

HMN genopretter forsyningen så hurtigt som muligt.

14. AFBRYDELSE OG GENÅBNING

14.1 Afbrydelse
HMN kan afbryde forsyningen:

a) Ved sikkerhedsmæssige forhold, sikkerhedseftersyn, reparation og vedligeholdelse og/eller omlægning af distributionssystemet.
b) Hvis forbrugeren misligholder disse distributionsbetingelser.

c) Hvis forbrugeren aftager naturgas, uden at der hos HMN er registreret en gasleverandør til forbrugeren.

d) Hvis fysiske eller driftsmæssige forhold, en force majeure situation eller en nødforsyningssituation resulterer i, at mængden af naturgas i hele eller dele af distributionssystemet reduceres.

e) I det omfang det i øvrigt følger af disse distributionsbetingelser.

f) Hvis HMN af tredjemand bliver pålagt at reducere eller afbryde forsyningen.

14.2 Genåbning
HMN foretager genåbning, så snart det forhold, som var skyld i afbrydelsen, ikke længere gør sig gældende.

HMN afholder omkostningerne forbundet med genåbning af forsyningen, medmindre forbrugeren var årsag til afbrydelsen, i hvilket tilfælde forbrugeren betaler et genåbningsgebyr.

15. ANSVAR

15.1 Ansvar generelt
Medmindre andet følger af disse distributionsbetingelser, skal den part, som ikke opfylder sine forpligtelser i henhold til disse distributionsbetingelser (den ansvarlige part), erstatte alle direkte dokumenterede tab, som den anden part har lidt som følge deraf.

Medmindre andet følger af disse distributionsbetingelser, kan den ansvarlige part ikke blive erstatningsansvarlig for den anden parts driftstab og andre indirekte tab (herunder regreskrav fra partens medkontrahenter), som den anden part måtte lide i sin egenskab af erhvervsdrivende, medmindre den ansvarlige part handlede forsætligt eller groft uagtsomt.

15.2 Force majeure
HMN kan ikke gøres ansvarlig for tab eller skade, der skyldes force majeure eller lignende situationer, herunder ved ekstraordinære naturkræfter, samfundsfjendtlige handlinger, krige, brande, hærværk, it-manipulation eller andre hændelser, som forårsager it-nedbrud, sammenbrud eller skade på maskiner, rørledninger og hjælpeanlæg, frysning eller hydratdannelse i ventiler og rørledninger, umulighed med hensyn til at opnå nødvendig arbejdskraft, maskiner, materialer eller underentreprenører og arbejdsstridigheder herunder, men ikke begrænset til, strejker og lockouter, uanset om HMN selv er part i eller årsag til stridighederne.  

Force majeure opstået hos transmissionsselskabet anses også for force majeure hos HMN. 

15.3 Ansvar for naturgassens kvalitet
HMN er ansvarlig for, at naturgas, som leveres til forbrugeren ved målerstedet, opfylder de til enhver tid gældende kvalitetsspecifikationer i gasreglementet.
Såfremt forbrugerens Gasinstallation er særlig følsom overfor naturgassens kvalitet, herunder overfor potentielle væskedannelser, er forbrugeren forpligtet til at installere de nødvendige afværgefaciliteter, som anses for sædvanlige i forhold til forbrugerens Gasinstallation. Er afværgefaciliteterne ikke installeret, kan HMN ikke ifalde erstatningsansvar for tab, som skyldes, at naturgassen, som stilles til rådighed, afviger fra kvalitetskravene, og at de nødvendige afværgefaciliteter ikke var installeret.

16. BEHANDLING AF PERSONOPLYSNINGER

Denne bestemmelse gælder kun, såfremt forbrugeren er en fysisk person, er etableret som en enkeltmandsvirksomhed eller er et interessentskab, hvor interessenterne er fysiske personer.

Oplysninger om naturgasforbrug videregives til forbrugerens gasleverandør.

I forbindelse med gasleverandørskifte, flytning og opsigelse videregives oplysning herom til forbrugerens hidtidige gasleverandør.

Såfremt forbrugeren har indgået aftale med en ny gasleverandør videregives oplysninger om forventet naturgasforbrug.

17. UOVERENSSTEMMELSER

17.1 Kundeklager
Hvis forbrugeren ikke er tilfreds med HMN’s behandling, kan forbrugeren henvende sig til HMN’s kundeservice, jf. punkt 19. HMN besvarer henvendelsen pr. brev, e-mail eller telefonisk. Indgivelse af klage medfører ikke udsættelse af betaling, medmindre andet udtrykkeligt er aftalt med HMN.

Hvis forbrugeren er utilfreds med HMN’s afgørelser, behandling, administration og ydelser, kan forbrugeren klage skriftligt til Energitilsynet, Nyropsgade 30, 1780 København V, www.energitilsynet.dk. Energitilsynets sekretariat tager stilling til, om klagen hører under Energitilsynet eller Ankenævnet på Energiområdet, www.energianke.dk.

17.2 Lovvalg og værneting
Tvister mellem HMN og forbrugeren afgøres efter dansk ret. Ethvert søgsmål mod HMN med relation til disse distributionsbetingelser anlægges ved Retten i Viborg.

18. IKRAFTTRÆDELSE OG ÆNDRINGER

Disse distributionsbetingelser træder i kraft den 1. juli 2008 og erstatter tidligere betingelser for benyttelse af HMN’s distributionssystem. Distributionsbetingelserne er anmeldt til Energitilsynet.

HMN har ret til at ændre disse distributionsbetingelser og hertil knyttede - men ikke begrænset til - tarifstrukturer, opkrævningsmetoder, betalingsterminer m.v.. Oplysninger om ændringer offentliggøres på HMN’s hjemmeside, www.naturgas.dk, og meddeles forbrugeren på regninger eller på andre af HMN valgte måder.

19. KUNDESERVICE

For forbrugere i Jylland skal henvendelser til HMN, bortset fra i tilfælde af driftsforstyrrelser, jf. punkt 13, ske til:

Vognmagervej 14
8800 Viborg
Telefon: 87 27 87 27
Telefax: 87 27 87 20
E-mail: hmn@naturgas.dk
Hjemmeside: www.naturgas.dk

For forbrugere i Hovedstadsområdet skal henvendelser til HMN, bortset fra i tilfælde af driftsforstyrrelser, jf. punkt 13, ske til:
Gladsaxe Ringvej 11
2860 Søborg
Telefon: 39 54 70 00
Telefax: 39 67 23 98
E-mail: hmn@naturgas.dk
Hjemmeside: www.naturgas.dk

20. TILLÆGSBETINGELSER

20.1 Ikke-timeaflæste og timeaflæste målersteder
Alle målersteder på det danske naturgasmarked er opdelt i 2 kategorier:

a) Ikke-timeaflæste målersteder: målersteder, som ligger på et forbrugssted med et samlet årsforbrug på under 300.000 m3n naturgas. HMN har som alt overvejende hovedregel ikke installeret fjernaflæsningsudstyr; og

b) Timeaflæste målersteder: målersteder, som ligger på et forbrugssted med et samlet årsforbrug på mindst 300.000 m3n naturgas. HMN har installeret fjernaflæsningsudstyr.

For ikke-timeaflæste målersteder med et årsforbrug på mellem 20.000 m3 og 300.000 m3 finder disse distributionsbetingelser anvendelse. For ikke-timeaflæste målersteder med et årsforbrug på under 20.000 m3 og for timeaflæste målersteder gælder andre distributionsbetingelser.

På et forbrugssted med et årsforbrug på under 300.000 m3n naturgas, hvor der er installeret fjernaflæsningsudstyr, betragtes målerstederne som ikke-timeaflæste, medmindre forbrugeren udnytter sin ret til at lade målerstederne på forbrugsstedet overgå til at blive timeaflæste, eller HMN kræver, at de ikke-timeaflæste målersteder på forbrugsstedet overgår til at blive timeaflæste i overensstemmelse med punkt 20.2.

20.2 Forbrugerens benyttelse af distributionssystemet
Der kan kræves en distributionsaftale mellem forbrugeren og HMN, såfremt forbrugerens gasinstallation har en effekt større end 600 kW. Distributionsaftalen indeholder individuelle vilkår for forbrugerens benyttelse af distributionssystemet. Såfremt der er uoverensstemmelser mellem de individuelle vilkår i distributionsaftalen og disse distributionsbetingelser, skal de individuelle vilkår have forrang.

20.3 Overgang til timeaflæst målersted
HMN kan i følgende situationer kræve, at ikke-timeaflæste målersteder overgår til at være timeaflæste:

a) HMN finder det påkrævet, f.eks. hvis forbrugeren aftager naturgassen på en atypisk måde i forhold til det typiske naturgasaftag på ikke-timeaflæste målersteder, også selvom årsforbruget på forbrugsstedet ikke er mindst 300.000 m3n. HMN underretter forbrugeren om overgangen med mindst 2 måneders varsel.

b) HMN kan på baggrund af forbrugerens Gasinstallation, Gasforsyningsanlæg eller forbrug sandsynliggøre, at årsforbruget på et forbrugssted permanent vil blive mindst 300.000 m3n, på trods af, at årsforbruget ikke har været mindst 300.000 m3n i en periode på 2 år. HMN vil f.eks. kunne kræve dette, såfremt der foreligger et plangrundlag, der kan indebære en forøgelse af forbrugerens varmegrundlag, eller der er planlagt en virksomhedsudvidelse, der giver begrundet formodning om et væsentligt større forbrug på forbrugsstedet. HMN underretter forbrugeren om overgangen med mindst 2 måneders varsel.

c) Årsforbruget på et forbrugssted er i en periode på 2 år mindst 300.000 m3n. Overgangen sker hurtigst muligt og efter forudgående underretning fra HMN.

Overgangen forudsætter, at målerstederne har eller får installeret fjernaflæsningsudstyr, og at HMN afholder omkostningerne hertil og til den løbende drift heraf.

Såfremt forbrugeren kan sandsynliggøre, at årsforbruget på et forbrugssted overstiger eller permanent vil overstige 20.000 m3n, kan forbrugeren med mindst én måneds varsel kræve, at de ikke-timeaflæste målersteder på forbrugsstedet overgår til at være timeaflæste på trods af, at årsforbruget på forbrugsstedet ikke er mindst 300.000 m3n. Dette forudsætter, at forbrugeren og HMN indgår aftale om, at målerstederne bliver timeaflæste og har eller får installeret fjernaflæsningsudstyr, og at forbrugeren afholder omkostningerne hertil og til den løbende drift af fjernaflæsningsudstyret (distributionsaftale).

Ikke-timeaflæste målersteders overgang til at være timeaflæste kan kun ske med virkning fra den 1. i en måned. Der foretages aflæsning af Gasmålesystemet i forbindelse med overgang. HMN udsender aflæsningskort til forbrugeren, medmindre HMN allerede er i besiddelse af måledata. Indberetter forbrugeren ikke måledata senest 5 bankdage efter overgangen, kan HMN beregne forbruget eller fortage en aflæsning. HMN opkræver et aflæsningsbegyr. Aflæsningsgebyret fremgår af HMN’s hjemmeside, www.naturgas.dk, eller kan oplyses ved henvendelse til HMN.

Overgår ikke-timeaflæste målersteder til at være timeaflæste, vil forbrugeren som følge heraf blive omfattet af andre distributionsbetingelser, og forbrugeren skal indgå en distributionsaftale med HMN.

Forbrugeren kan opsige en distributionsaftale med et varsel på 3 måneder til den 1. i en måned, dog tidligst til ophør ét år efter aftalens indgåelse. Opsiger forbrugeren en distributionsaftale, kan ny distributionsaftale først træde i kraft ét år efter ophøret af den hidtidige aftale. Ønsker forbrugeren at ændre en distributionsaftale som følge af ændringer i hvilke målersteder, der er omfattet af det forbrugssted, som distributionsaftalen vedrører, kan dette dog ske uden opsigelse af distributionsaftalen ved henvendelse til HMN med et varsel på 3 måneder til den 1. i en måned.

HMN kan opsige en distributionsaftale med et varsel på 3 måneder, såfremt HMN ønsker at ændre kriterierne for, hvornår målersteder er timeaflæste eller ikke-timeaflæste.