Sådan får du naturgas

Er der naturgas i den vej du bor på, er det nemt at føre en stikledning fra naturgasledningen i vejen ind til dit hus. Tjek din adresse her.
Etableringen af en stikledning koster 15.000 kr. inkl. moms.

Er der tale om en helt ny udstykning, skal vi udarbejde et projektforslag over området og etablere en naturgasledning i vejen. Det samme er gældende, hvis gasledningen ligger et stykke fra din bolig.

Klik på det punkt du vil læse mere om :

  • 1. Indgå stikledningsaftale med HMN Naturgas I/S
  • For at få naturgas skal du indgå en stikledningsaftale med HMN Naturgas I/S.

    Du skal downloade og udfylde en stikledningsaftale og sende den til os.

    Du kan også give den direkte til den vvs-installatør, som skal installere gassen, så afleverer han den til os.
    Ved nybyggeri skal du sammen med stikledningsaftalen sende en plantegning af grunden, hvorpå du skal markere:

    • Hvor vand- og kloakrør samt elforsyning er placeret.

    • Hvor du ønsker målerskabet og stikledningen placeret.

    • Målerskabets mål fra fx hushjørne, vinduer, døre og lignende. Vvs-installatøren kan hjælpe dig med at finde en fornuftig placering.

      Når vi har modtaget din stikledningsaftale informerer vi dig om, hvornår stikledningen bliver etableret. I øjeblikket kan der gå op til otte uger, fra du indgår aftalen, og til du har gas i huset.
      Etableringen af en stikledning koster 15.000 kr. inkl. moms.
  • 2. Indgå aftale med en vvs-installatør
  • Aftal et besøg med en vvs-installatør. Ved besøget kan du få lavet en økonomiberegning og et tilbud på installationen. Få gerne tilbud fra to til tre installatører, så du kan sammenligne prisen. Vælg en installatør, der har erfaring med naturgas. Vvs’eren kan også vejlede dig om brug af naturgas til gaskomfur, gaspejs og andre naturgasprodukter.

    I HMN’s udstilling i Søborg kan du se, høre og sammenligne de mange fyr på markedet og samtidig hente inspiration til indretning af boligen med naturgas.

  • 3. Indgå forsyningsaftale med en gasleverandør
  • Du kan frit vælge, hvem der skal være din gasleverandør. Du skal henvende dig til den gasleverandør du ønsker at indgå en forsyningsaftale med.

    Hvis du ikke selv vælger gasleverandør inden du starter med at bruge gas, får du automatisk HNG Midt-Nord Salg A/S som gasleverandør.

  • 4. Stikledning og målerskab bliver installeret
  • Stikledningen bliver skudt gennem jorden vha. en understyret boring. Når den er på plads, bliver målerskabet sat op, og stikledningen koblet til gadeledningen.

    Det er HMN Naturgas I/S, som etablerer stikledningen og sætter målerskabet op

  • 5. Vvs-installatøren sætter gasmåler og naturgasfyr op
  • Vvs-installatøren sætter gasmåleren op, foretager rørføringen inde i huset, sætter naturgasfyret og varmtvandsbeholderen op og tilslutter det. Han monterer også evt. klimastyring. Til sidst sætter han naturgasfyret i gang, tester det og viser dig, hvordan du bruger fyret.

Fra olie til naturgas

Hvis du skifter fra olie til naturgas, fjerner vvs-installatøren dit oliefyr og din olietank, hvis den står frit. Har du en nedgravet olietank, skal den sløjfes efter kommunens regler. Kontakt din kommune for at høre, hvordan du kan sløjfe din olietank.

Fra el til naturgas

Skifter du fra el til naturgas, fjerner vvs-installatøren dine elradiatorer og elvandvarmeren. Han monterer nye radiatorer og lægger nye rør. Arbejdet tager normalt op til ti dage. Du skal kun undvære det varme vand en enkelt dag. Du kan låne varmeblæsere af installatøren, hvis du skal holde huset varmt.

Nøglefærdigt hus – spørg byggefirmaet

Bygger du nyt hus, er det kommunen, der afgør, hvilken type opvarmning du skal have. Kontakt teknisk forvaltning i din kommune.
Har du købt et nøglefærdigt hus, sørger byggefirmaet som regel for det praktiske med etablering af stikledningen – men spørg dem hellere, hvis du er i tvivl.
Hent stikledningsaftalen her